Naturpleje

Træplejemand hjælper de danske ørne

Beskæring af træer Aarhus Træpleje Træfældning
Etablering af plads til ørne-reder

Træplejemand har i samarbejde med Naturstyrelsen Søhøjlandet topkappet fem grantræer i skoven ved Silkeborg for at skabe bedre redemuligheder for havørne. Opgaven er en del af et initiativ, der skal understøtte den voksende ørnebestand i området, hvor der de seneste år er observeret både flere ørne og ynglende par.

Hvorfor topkapper man træer for ørnenes skyld?

Ørne har svært ved at etablere deres store reder i almindelige trætoppe, medmindre der findes en solid afsats at bygge videre på. Ved at skære toppen af udvalgte træer skabes en bred, stabil grenkrans, som ørnene lettere kan lande på og bygge rede oven på.

Arborist på vej op i 30m højde

Sådan blev opgaven udført

Naturstyrelsen udvalgte fem douglas- og ædelgraner i skoven nær Silkeborg, alle omkring 35-37 meter høje. Træerne blev skåret ned til cirka 30 meter, så vidt muligt lige over en egnet grenkrans, der kan danne base for en ørnerede i løbet af de kommende år.
Træplejemands arborister flettede desuden nogle af de afskårne grene ind i den tilbageværende grenkrans for at styrke platformen yderligere og gøre den mere attraktiv for redebygning.

Et lokalt team med en anderledes opgave

Opgaven blev løst af vores lokale træplejer fra Silkeborg, Tobias Sjolte og hans makker. Det er en opgave, der adskiller sig fra det daglige arbejde med træpleje og topkapning, fordi dyrelivet denne gang var en direkte del af formålet.

Håbet for de kommende

Forhåbningen er, at de tilpassede træer kan lokke ørne til nye områder af skoven omkring Silkeborg, hvor de kan yngle i ro og formere sig. Et projekt vi er stolte af at have været en del af, og vi takker Naturstyrelsen for endnu en gang at inddrage os i deres arbejde med naturpleje i området.

Tobias Sjolte og resten af Træplejemand Team 🌳

Posted by SHopwood in Eksempler, Specielle Opgaver